2. oktober 2007 - Kykkeliky... Og hvad mere? (Keld M. Hansen)

Hej Jesper !

Jeg har fra tid til anden moret, og undret, mig over en lille sekvens fra nummeret "Radioavis" fra albummet "Hundestjerner hasteindlagt". Vi hører Ole Aaby der med sin velkendte stemme oplæser nyheden om de muslamiske fundamentalister der belejrer køledisken i Brugsen i Ubehage, idet de kræver de dybfrosne kyllinger tøet op og begravet i hellig jord. Baggrunden er den velkendte at ifølge den hellige bog "varanen" genopstod Mufkatar den Udkogte i skikkelse af en kalkun, efter sin død. Umiddelbart efter indslaget høres en mand synge eller messe noget i retning af "kykkeliky" og så noget andet aldeles uforståeligt. Hvad er det der synges, og hvor stammer lydklippet fra ? Håber du kan hjælpe.

Keld M Hansen
jack.d.ripper@mail.tele.dk


Hej Keld

Nå, så fik jeg endelig taget mig sammen til at sende dit spørgsmål videre. Først sendte jeg det til Øyvind Ougaard, der ofte er ansvarlig for de musikalske aspekter, men han gav den videre til Søren Rislund, som har svaret:

Klippet stammer fra sangen "På Vesterbro der bor de raske gutter" som fremføres af Murer Karl på LP’en "Go’morgen Karl Baj" udgivet af Dansk Folkemindesamling årtier tilbage.
Den kan dog muligvis købes dér endnu.
Det er en særdeles mindeværdig plade, hvor Murer Karl i selskab med andre solister som Københavner Karlo, Amerikaner Karl, Erland m.fl. fremfører en række særdeles slibrige viser.
Sangene er optaget i spritterskuret på Alvis produkthandel på Blytækkervej, 2400 Nordlædervest i 1958.
Det er på denne plade Amerikaner Karl synger den legendariske "ER DU EN KENDER AF KUSSEN". Flere andre viser på pladen er i samme klasse.
Alle, der ikke kender denne plade, har noget til gode.
Plademrk. og -nr.: Kragen DFS 3, -som sagt Dansk Folkemindesamling.
God fornøjelse.

Både Rislund og Ougaard mener, at der synges ”Kykeliky, lad hønen gå”.

Med venlig hilsen
Jesper Andersen