1. oktober 2007 - Syd for Køge og Wiliellererik (Karsten D. Jørgensen)

Hej Jesper!

Efter adskillige gennemlytninger af det seneste udslip (tja, det kan åbenbart alligevel lade sig gøre at lave et vellykket live album) kan jeg altså ikke finde bare et lille ekko af "Syd for Køge". Godt nok måtte jeg også ty til at spørge i forbindelse med "Den store julebasar", men denne gang er der ikke så megen musikalsk camouflage, hvori den legendariske melodi kan gemme sig, så jeg tillader mig at antyde, at d'herrer er fravæget den tradionelle (ja, måske grænsende til rituelle?) markering af hittet. Kan du bekræfte dette, eller er jeg nødt til at iværksætte endnu en auditiv eftersøgning? Måske konen bliver nødt til at hjælpe mig - det bliver ikke populært! :o)

I forbindelse med "Tarmluftvalsen" (som på udslippet vistnok udtales med sammenføjnings-"s") har du valgt at kreditere Wili & Erik. Dette er sandsynligvis gjort efter moden overvejelse, men da kunstneren på nummeret direkte benævnes Wiliellererik, synes jeg personen fortjener en selvstændig post i persongalleriet. Han er jo ret beset ikke både Wili og Erik. Jeg kan dog samtidig se det problematiske i, at samme person dermed hører hjemme to steder i galleriet, men jeg mener dog at man i kraft at den ham tilstødte formodede demens kan hævde, at der er tale om ny person(lighed). Hvad sig du?

Med venlig hilsen

Karsten D. Jørgensen
himmelhunden@privat.dk


Hej Karsten

Nej, spar du bare konen i denne omgang…
Hensigten var, at et par sekunders opstart på "Syd for Køge" skulle kunne anes i en Jack Factory-version ved live-koncertens slutning, altså dér hvor det sidste nummer på CD'en fades ud.
Men af uransaglige grunde var teknikeren på optageaftenen blevet udstyret med en alternativ afviklings-CD, hvorpå Jack Factory er repræsenteret med en anden titel, nemlig "Mogens Tema". Og af samme grund er det altså blevet denne melodi, der afslutter CD'en.
Resultat: Ingen "Syd for Køge" på denne CD.

I Persongalleriet optræder nogle personer under samme rubrik. Dette gælder bl.a. for tvillingerne Wili og Erik. Det betyder jo ikke, at blot fordi et nummer kun omhandler den ene af brødrene, så må de ikke længere rubriceres sammen. Og det er jo i dette tilfælde meget heldigt, da vi faktisk ikke ved hvilken af tvillingerne der konkret er tale om. Der er altså ingenlunde tale om en ny person ved navn "Wiliellererik", som du skriver, men en i forvejen eksisterende person, som altså er Wili eller Erik.

Med venlig hilsen
Jesper Andersen